Gå til hovedindhold

Bolig

Du sænker skuldrene. Trækker vejret helt ned i mellemgulvet og lader maven flyde ud. Ahh. Her hjælper vi dig tættere på den bolig, der får dig til at føle dig helt hjemme.

I Horsens Kommune er der heldigvis gode chancer for, at du finder lige præcis den bolig, der får dig til at føle dig helt hjemme. Vi har et væld af lokalområder, der tilbyder dig lige præcis det miks af naboer, naturoplevelser, faciliteter og fritidsinteresser, du drømmer om.

Er du på udkig efter nybyg, studiebolig, seniorfællesskab eller familiekollektiv med flere generationer under samme tage? Du finder alle typer af boligformer i Horsens Kommune, lige meget om du vægter frihed og fleksibilitet eller mursten på bankbogen højest.  

Mød Mette Munk

Mette er vores bosætningsguide, og hun ligger inde med en guldgrube af viden, når det kommer til at flytte til Horsens Kommune. Hun ved, hvor naboerne sludrer over hækken, mens børnene hopper på trampolin. Og hvor du finder det perfekte rækkehus eller lejlighed, når du er klar til at skifte parcelhuset ud med noget mindre.

Og så har hun overblikket over, hvordan du kan gribe din flytning an – også selvom det blot er spirende tanker.

Jeg vil gerne ha’ fat i Mette

Erland og Anna

Erland og Anna flyttede fra deres hus i oplandet og i en lejlighed på havnen i Horsens.

Se med her, hvor ægteparret fortæller om den frihed, det giver at være tæt på byens kulturliv, indkøbsmuligheder og spisesteder.  

Lokalområder i Horsens Kommune

I Brædstrup finder du den gyldne kombination af by og helt særlig natur. Her pibler det frem med specialbutikker, og placeringen midt i Søhøjlandet gør naturoplevelser af wow-kaliber til hverdagskost. Du finder mange forskellige boligformer i Brædstrup, så her er både noget for dig, der vil leje, eje eller måske bo sammen på tværs af generationer? Læs mere om Brædstrup lige her.

Egebjerg er ét af de mest populære lokalsamfund i nærheden af Horsens. Og det forstår vi godt, for her kan både store og små falde til og skabe nye venskaber. Her er dagtilbud, skole, idrætsfaciliteter, svømmehal og naturoplevelser i Hansted skov og sø lige om hjørnet. Det er let at komme til E45, og så er der cykelsti til Horsens. Læs mere om Egebjerg lige her.

Er ø-livet på din bucket-liste, så snus lidt til Endelave. Her finder du det helt særlige sammenhold, natur i overflod, vinterbadeklub og et aktivt sommerprogram for både lokale og turister. Læs mere om Endelave lige her.

I Gedved flokkes børnefamilier, og er du på udkig efter nybyg, finder du et helt nyt boligkvarter en velaffyret spytklat fra byens skole. Arbejder du i Aarhus, er Gedved strategisk godt placeret for et let pendlerliv tæt på E45. Læs mere om Gedved lige her.

Der er mere i Hatting end et bageri – og det er der mange, der har opdaget. I byen finder du nye naboer, der er vilde med at udvikle og skabe oplevelser for alle. Her er mange nye boligkvarterer, og så er du godt placeret mellem Horsens og E45. Læs mere om Hatting lige her.

Skal du kunne gå til din lokale barista, svinge forbi Kunstmuseet tirsdag eftermiddag, spontant tage på restaurant og ha’ alle shoppemuligheder i din baglomme? Så er det til Horsens midtby, du skal indstille din boligradar. Læs mere om Horsens midtby lige her.

Vil du gerne uden for centrum - men stadig kunne nå midtbyen i cykel- og gåafstand - så skal du tjekke de her 5 bydele ud:

  • Sygehuskvarteret. Meget mere end bare nabo til vores sygehus. Det rimer også på arkitektoniske huse, kunstmuseet, fjord, bystrand og gåafstand til midtbyen.
  • Nørrestrand. I vores nye og grønne bydel bliver du nærmeste nabo til den vilde natur. Nørrestrand er hjemsted for vilde heste og kvæg – og et væld af forskellige boligformer, som henvender sig til alle aldre og familietyper. Samtidig er du kun en kort cykeltur fra midtbyens mange tilbud.
  • Vestbyen. I Horsens kan du ikke sige Vestby uden at sige FÆNGSLET. Vores kulturelle fyrtårn huser udover fængelsmuseet og legeplads også store koncerter, festivaler og markeder. I området finder du både byhuse og lejligheder tæt på midtbyen, stationen og med let adgang til grønne områder.
  • Dagnæs. En drøm af villakvarterer, legepladser og den slags foreningsliv, der skaber venskaber og oplevelser på kryds og tværs. Læs mere om Dagnæs lige her.
  • Højvangen. Alle de forskellige typer af huse gør området til noget helt særligt. Det og så naturen, den populære skole og daginstitutioner får især børnefamilier til at flytte til området i den sydlige del af Horsens.

Er du vimmer, der er gode idéer i Hovedgård. Her finder du et lokalsamfund, der ikke sidder stille, men skaber vækst og fælles oplevelser for alle i byen. Hovedgård er omkranset af skov, og du finder både naturbørnehave, almindelig børnehave, vuggestue og skole i byen. Læs mere om Hovedgård lige her.

I Lund flytter flere og flere til, fordi byen er lidt af en smeltedigel af gode mennesker, natur og butikker. Pendler du til arbejde, får du let adgang til E45. Læs mere om Lund lige her.

Nim er én af vores byer, der bare vokser – og især børnefamilier er glade for at flytte hertil. Her hænger hverdagslivet nemlig sammen med både skole, institutioner og kæbe-tabende natur i baghaven. Læs mere om Nim lige her.

I Sejet finder du landsby-idyl og fjordkig for alle pengene. Og har du børn, så tjek lige den lokale børneklub ud. Læs mere om Sejet lige her.

Er du i Sdr. Vissing bliver du ramt af både skøn natur og sammenhold i byen, der får dig til at føle dig hjemme med det samme. Slå også et smut forbi specialiteterne og caféen i Torvehallerne. Læs mere om Sdr. Vissing lige her.

I Stensballe trækker du frisk naturluft heeelt ned i lungerne – her er du nemlig omgivet af marker, skov, golfbaner, strand og fjord. Jov, den er god nok. Og så er der naturligvis både gode pasningsmuligheder, skole, hal, butikker og den smukkeste sti langs fjorden hele vejen til Horsens. Læs mere om Stensballe lige her.

Søvind er både for dig, der drømmer om at bo i et landsbysamfund og dig, der sukker efter roen på landet. Her er både dagtilbud, skole, hal, sportsforening og et forsamlingshus, der ligger mure til alt fra fastelavnsfester til bankospil. Og nå ja, så kan du jo tage din løbe- eller cykeltur langs fjorden. Læs mere om Søvind her.

Drømmer du om livet i et trygt villakvarter, skal du holde øje med udbuddet i Torsted. Her er børnefamilier i hobetal, institutioner og gode cykelstier til både Horsens og Hatting. Læs mere om Torsted lige her.

I Østbirk er de vilde med at være sammen. Her er et væld af børnefamilier, der mødes på kryds og tværs i foreningerne, institutionerne og i byen. Snus selv lidt til det særlige sammenhold i Østbirk lige her.

Landsby-lykke

Har I overvejet, om lige præcis jeres bolig-lykke findes i én af vores skønne landsbyer? 

Her er fællesskab, foreningsliv og plads til alle. Og I er stadig tæt på alt dét, der betyder noget. 

Se en liste over alle vores landsbyer

Leder du efter en grund til dit drømmehus?

Tænk, hvis du selv ku’ bestemme, hvor dine stikkontakter skulle sidde. Hvordan dit køkken skulle indrettes og farven på dine mursten. Det kan du – du skal bare finde den helt rigtige grund for dig.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor vi lancerer nye udstykninger direkte i din indbakke.

Få et overblik over vores grunde

Vil du købe eller leje dit hjem?

Find en studiebolig til dig og din toastmaskine

Vil du IKEA-hacke en leje-lejlighed i Horsens midtby? Holde nudelfest med dine room-mates på et kollegie? Eller gøre et kup hos en boligforening?

Find den helt rigtige studiebolig