Vi valgte Horsens

TILFLYTTERBOOM

Vi valgte Horsens Kommune

Horsens vækster. Men hvorfor vælger så mange mennesker i disse år netop Horsens som udgangspunkt for livet? Der er mange gode grunde til, at folk flytter hertil: job, logistik, huspriser, kæreste, familie, uddannelse. Vi har talt med nogle af vores tilflyttere og fået deres historier.

Boligpriser og kulturliv

Familie: Claus Skovholm, Gry Michela Berger og sønnen Aksel
Bosat i Horsens siden 2016


Med et lille nyt familiemedlem blev pladsen i lejligheden i Aarhus hurtigt for trang for Claus og Gry. Som journaliststuderende har Claus været i praktik på Horsens Folkeblad, så han kendte byen godt i forvejen. ”Boligpriserne er attraktive i Horsens, og det har selvfølgelig været en af grundene til, at vi flyttede fra Aarhus” siger han. Men også kulturlivet har rykket i familien. Inden de flyttede, har de flere gange været til koncerter, stand-up shows og Middelalderfestival i Horsens. ”Det har bestemt også været medvirkende til, at valget faldt på Horsens”, siger den snart færdiguddannede journalist, der ser sin nye hjemby som en god base for sin fremtidige jobsituation: ”Der ligger mange spændende job inden for en times afstand, så vi er rigtig godt tilfredse med vores nye hjem i Horsens”.

Så skønt på landet

Familie: Johanne og Mads Nygaard og børnene Mattis, Karl og Lasse.
Bosat i Sdr. Vissing siden 2008

Horsens Kommune er selvfølgelig andet og mere end Horsens by. Ud af kommunens ca. 88.000 indbyggere er de 30.000 bosat uden for Horsens by. Her finder du velfungerende lokalsamfund med tid og plads til at leve livet.

Da Johanne og Mads boede i Aarhus, blev de inspireret af bl.a. Bonderøven og Camilla Plum til at søge tilbage til rødderne og leve et afslappet liv på landet. ”Vi satte passeren i Aarhus C, hvor vi begge arbejdede og blev enige om max. 1 times køretid” siger Johanne, der er på barsel med parrets 3. barn. ”Vi vidste begge, at Horsens er en kommune i god udvikling, så vi var ikke afskrækket af at rykke fra Aarhus” siger de erfarne nybagte forældre, der ikke ét sekund har fortrudt deres valg om at slå sig ned i et imødekommende lokalsamfund, hvor folk bakker op om madklubber, pilateshold, legestuer, høstfester og skolehaver med stor ildhu.

Nemt at pendle og billig børnepasning

Familie: Karina og Thomas Lange
Bosat i Horsens siden 2016


Ved Bygholm Bakker, lige uden for Horsens, ligger et stort areal med nye udstykninger. Området er populært på grund af den bynære placering med cykelafstand til byens puls. Samtidig er man tæt på både naturen og E45. Netop placeringen er helt central for Karina og Thomas Lange, der de seneste 7 år har læst i Aarhus, men nu har job i henholdsvis Aabenraa og Aarhus. ”Thomas tager motorvejen til Aabenraa, og jeg cykler til banegården, hvorfra jeg tager toget til Aarhus” siger Karina Lange, der glæder sig til, at drømmehuset på Billeshave bliver færdigt. ”Det er generelt billigere både at bygge og bo i Horsens i forhold til eksempelvis Aarhus, og prisen på børnepasning er også lavere” fortæller Karina. Og med et nyt hus på 190 m2 og en god beliggenhed i et rekreativt område tæt på både natur, skole og fritidsaktiviteter har familien fremtidssikret sig her i Horsens.

Berigende mangfoldighed

Familie: Søren Merrild Bie, Zina Czechowska og tvillingerne Pippi og Lola.
Bosat i Horsens siden 2009

Søren er advokat og prototypen på en tilbageflytter. Han voksede op i et parcelhuskvarter i bydelen Stensballe, rykkede til Aarhus for at læse jura og flyttede så tilbage til Horsens, hvor han fik job og stiftede familie. Dét, der har tiltrukket Søren, er den enorme udvikling, som kommunen har gennemgået. Se filmen og hør mere.

Strategisk placering

Familie: Mia Ellegaard og Martin Norup
Bosat i Horsens siden 2016

Skal man blive boende i en dyr lejelejlighed i Aarhus eller flytte i hus med have i naturskønne omgivelser? For Mia og Martin var valget let, da de skulle finde en fremtidssikret placering med nem adgang til motorvejen: ”Vi pendler til henholdsvis Billund og Stilling, så det var en relativt let beslutning” siger Mia, som synes, at huset i Oens giver familien den fornødne fred og plads uden at være for langt væk fra byens puls. Hør mere i filmen.

Aktivt lokalsamfund

Familie: Joy Borella & Jørn Klinge og børnene Karolina og Kristian.
Bosat i Østbirk siden 2007


Med job i Aarhus og Gedved, mange flyrejser fra Billund, børn og fritidsaktiviteter der skal koordineres, var Østbirk det perfekte valg for den travle familie.

Da familien i 2007 byggede hus på en ny udstykning, var der ikke de store betænkeligheder: ”Vi er alle aktive i lokale idrætsforeninger. Og så elsker vi naturen og bruger den meget til både løb, fodbold og gåture. Det er utroligt afstressende efter en lang, krævende arbejdsdag” siger mor Joy.

Se filmen og hør mere om familiens grunde til at slå sig ned i Horsens Kommune.

Glade nytilflyttere

Anni Mark Sørensen og Nikolaj Fris
Bosat i Horsens siden 2016

Da Anni og Nikolaj skulle bosætte sig permanent, vægtede de følgende: en god beliggenhed i forhold til job, fair boligpriser i forhold til Aarhus og muligheden at komme tættere på familie og venner i Østjylland.

”Vi overvejede både Aarhus, Silkeborg og Horsens, men Horsens faldt ud som det oplagte valg” siger parret, der netop er tilflyttet fra Nordborg på Als.

Parret har et positivt billede af byen og ser mange muligheder i Horsens: ”Vi ser frem til at gå ombord i byens mange tilbud. Det virker, som om byen har gennemgået en stor udvikling – både i forhold til erhvervslivet, udbygningen af havnen og de kulturelle muligheder” siger parret, der ser frem til at blive aktive borgere i en dynamisk by.

Blogger om Horsens

Familie: Karoline Berg Madsen og Morten Christensen
Bosat i Horsens siden 2016

Horsens var oprindeligt ikke inde i billedet, da Aarhusparret påbegyndte deres boligjagt. Lige indtil det gik op for dem, at drømmeboligen måske slet ikke lå i Aarhus: ”Hvis vi flyttede til Horsens, kostede drømmehuset ikke 5-6 mio., og vi skulle ikke bo på en mark med 30 min. til byen” siger Karoline, der til dagligt pendler med offentlig transport til Stilling. Morten pendler også med toget til Aarhus. ”Men ikke ret meget længere, for med alt det vi har sparet ved at flytte til Horsens, så er der rigelig luft i budgettet til en bil” griner Karoline.

Karoline driver bloggen forstehus.dk, hvor hun bl.a. skriver om sin oplevelse med at flytte fra en lejlighed i storbyen til en villa i en mindre by. ”Jeg får mange henvendelser fra par, som står i præcis samme situation som os. Udfordringen med at skabe et nyt netværk kan godt virke stor, men mit bedste råd er at springe ud i det. Vi har mødt så mange gode mennesker i Horsens, som har taget imod os med åbne arme”.